Jørgen Moes dikt som Jørgen Moe leste på festaftenen i 1849

AFTENSTEMNING

Nu synker Aftenen sagte ned,
Med gylden Rødme paa Sø og Lier,

og lydløs Taushed og yndig Fred
til rolig Slummer Naturen vier.

De grønne Strande
sig stille blande
i Søens Speil
med de blanke Vande,
der fange dem.

Se Fiskerbaaden
hvor slank og let,
høit paa den glimrende
Flade baaren,

hvor Karlen bøier sig
mod sit Net,
mens stille Pigerne
holde Aaren.

Den tause Tale
fra Sø og Dale
Dagens Higen
har kunnet svale,
og binde dem.

Men sødt hensunken
en Pige staar og fremad ser
i den klare Himmel,

mens længselsvakt
hendes Tanke gaar
til Julelegen og
Dandsens Vrimmel.
Den røde Lue
paa Aftnens Bue
har kastet Funker,
vi ei kan skue -
Hun stirrer ud.

Du rige, rødmende Sommernat,
der eier mer end de lyse Dage,

o, bring den Fagre
din bedste Skat,
lad Drømmen kjærlig
til hende drage:

Naar snart de lande
ved grønne Strande,
læg Sølverkronen
om hendes Pande
om salig brud.

            Jørgen Moe